Portræt

Gode portrætfotos - kræver samarbejde, og lidt tålmodighed

Det gode portræt kan opstå på få sekunder eller efter halve timer. Man ved det aldrig. Men lidt tålmodighed og samarbejdsvilje er et godt udgangspunkt, uanset om det er børn eller voksne, der befinder sig i kameraets søger.

Det er meget få mennesker, der er afslappede og komfortable foran kameraet. I hvert fald i starten, og hvis man ikke er vant til det. Det tager for de flestes vedkommende tid at slappe af i denne situation. Det er her samarbejdet kommer ind. Vi snakker lidt om tingene undervejs, og udveksler ideer. På den måde skal portrættet med det ønskede udtryk nok komme i hus. Og til sidst er du naturligvis selv med til at udvælge de billeder som skal bruges.

Portrætter kan være klassiske atteliér billeder, taget mod en ren hvid, sort eller grå baggrund, men de kan naturligvis også laves i den fotograferedes naturlige miljø, for eksempel på et sted som giver mening i forhold til formålet med billedet. Eller måske hjemme hos dig selv, i din yndlingsstol, og måske med dit favoritmaleri i baggrunden. Alle muligheder er åbne.

Bryllup, konfirmation, student, og andre lejlighedsportrætter
Ja, det er også en mulighed. Jeg har det nødvendige udstyr i form af kameraer og flashanlæg med masse af tilbehør. Så jeg kan sagtens lave billederne i god teknisk kvalitet. Både udendørs og i fotostudiet. Så hvis du/I har ideen til hvordan billederne skal være, og måske også forslag til et sted hvor billederne kan skydes, så skal jeg gerne gå med på ideen. Jeg er bare ikke en ørn til at komme med spændende og nye ideer til omgivelser og opstillinger til f.eks. bryllupsbilleder. Så er det sagt. Men hvis setup'et gerne må være inspireret af noget der er set før, så er det OK med mig, og jeg er klar....


Portfolio og eksempler:
(Galleri med relevante eksempler opbygges løbende, efterhånden som de opstår og de nødvendige tilladelser til at anvende dem her på siden foreligger. Foreløbig vises lidt blandede billeder fra arkivskuffen, som ikke nødvendigvis yder fuld retfærdighed for de muligheder der findes, såvel teknisk som kreativt...)
Se billedeksemplerne her...